Mange unge rejser i dag rundt i verden som rygsæk turister, det sker for det meste pr. fly, og Australien og New Zealand er nok de mest besøgte lande.
I starten af tresserne var det stadig billigere at sejle end at flyve, man skulle bare have tid nok, da det tog ca. 1½ måned at sejle til New Zealand, i dag kan man flyve derned på et par dage.
Dengang vi rejste, følte man til gengæld at man virkelig var kommet langt væk fra Danmark når man var nået om på den anden side af jorden.
I det følgende vil jeg prøve at berette om hvordan det dengang var at rejse ud i den store verden.

Planerne lægges.
Jeg havde lige lært Alice at kende, og sammen tog vi over til Vesterhavet ved Vejers Strand. Jeg havde der fået arbejde for min far med at bygge et kæmpe sommerhus midt i klitterne til Mads Clausen som ejede Danfoss fabrikken. Vi boede i en skurvogn tæt ved havet og nød i fritiden at gå lange ture langs havet og klitterne. En dag blev vi inviteret til aftente af en malermester som også arbejdede i sommerhuset, Buckholt hed han, og mødet med ham blev faktisk starten på vores spændende jordomrejse, som jeg efter bedste evne vil prøve at berette om her.
Buckholt fortalte os den aften at hans søn og svigerdatter, Nico og Johanne, var rejst til New -Zealand og om hvor fantastisk skønt der var dernede, og da vi næste dag gik vores daglige tur ved havet, udbrød vi næsten samtidig: Der må vi ned hurtigst muligt. Vi kunne næsten ikke vente med at komme af sted, og bad Buckholt om sønnens adresse dernede, derefter skrev vi til dem og spurgte dem om vi kunne komme og besøge dem. Da vi kort tid efter modtog en invitation fra dem, og fik at vide vi var meget velkomne, var der kun et problem tilbage ,vi havde ikke en øre til billetterne.
Sidst på sommeren rejste vi så tilbage til København hvor vi lejede en gammel hestestald på Tårbæk Strandvej 38 af en gammel selskabelig skuespillerinde, Fru Hoffman. Stalden var lavet om til et hyggeligt værelse med adgang til køkken, og vi havde egen badebro i haven. Nu måtte vi så til at tjene nogle penge, Alice fik noget kontorarbejde gennem et vikarbureau, og jeg fik noget murerarbejde. Vi fandt ud af det ville koste ca. 5000.- kr. for en returbillet til N.Z. for os begge to med et fransk fragtskib fra Marseille, det var mange penge dengang, så det så jo lidt sort ud.
Men så skete der pludselig noget der satte fut i tingene. En af mine militærnægtervenner som hed Sverre, inviterede os ned til Vallø på Sydsjælland for at se sin svogers tomatgartneri, svogeren hed Jørgen Nielsen og havde været gift med Sverres søster i et par år. Hans stedfar, som var sagfører var lige død, og havde efterladt ham en større sum penge som han havde købt gartneriet for. Vi kom til at snakke om vores rejseplaner og han blev meget begejstret. Han fortalte os at han var ved at blive skilt fra sin kone, og også godt kunne tænke sig at komme ud at rejse.
Vi havde nær glemt alt om ham, indtil han et par dage efter pludselig dukkede op på Tårbæk Strandvej for at besøge os, han var fyr og flamme og fortalte hvor begejstret han var blevet over at høre om det vi havde fortalt om N.Z. så hvis han måtte komme med os, ville han sælge sit gartneri og betale alle billetterne. Så begyndte tingene at tage fart, vi accepterede hans tilbud, og inden længe var gartneriet solgt, og billetterne købt hos Bennett Rejsebureau i København, med afgang fra Marseille den 23/10-1961 med fragtskibet M.M. Caledonia gennem Panama-kanalen til Noumea på Nouvelle Caledonie.
TIL TOPPEN
Opdateret 02/12/2011
Opdateret 05/12/2011